| |
Et snit gennem dansk ledelse
Det Danske Ledelsesakademis 2010 konference
Aalborg Universitet
6.- 7. december, 2010
Der eksisterer ikke nogen synlig entydighed i ledelse. Det er måske den mest entydige besked, der for tiden kan gives til ledere på tværs af virksomheder og institutioner. Verden og den organisatoriske virkelighed er på mange måder anderledes end i de forrige årtier, og der kan gives mange forskelligartede og tværdisciplinære ledelsessvar på dette. Det er det udgangspunkt og den udfordring, som Det Danske Ledelsesakademi ved dette års konference tager afsæt i for at skabe en spændende og produktiv konference.
Dette års konference vil belyse, hvor vi er på vej hen og hvordan vi kommer derhen. Dette sker gennem en række key-note sessioner og paperdiskussioner, hvor førende danske forskere og praktikere vil komme med deres bud på og forståelse af, hvor ledelse bevæger sig hen.
Konferencens fokus behandles i en række centrale temaer, som dækker forskellige sider af denne flertydige bevægelse. De udvalgte temaer skal ikke ses som en endelig afgrænsning, idet den netop handler om at se bredt på ledelse og på de forandringer, der sker inden for området. Det betyder, at nye temaer kan dukke op ud fra de papers, der kommer ind.
De temaer, konferencen har intention om at sætte fokus på, er:
- Ledelse og udvikling i den globale virksomhed
- Ledelse i en offentlig sektor med nye opgaver og betingelser
- Ledelse af organisatorisk udvikling og læring
- Ledelse af innovation og innovationsprocesser
- Ledelsesfilosofi – aktørs- versus aktivitetsbaseret ledelse
Formålet med konferencen er at styrke dialogen i de enkelte tematiske områder, at udlede implikationer for praksis og teori, at styrke dialogen og samspillet mellem forskellige ledelsesdiscipliner, og at uddrage policy implikationer for erhvervs-, institutions- og regionaludvikling.
Konferencen er, rettet mod at få såvel praktiske og som teoretiske problemstillinger belyst. Derfor vil såvel key-notes, fælles diskussioner og paperseancer være baseret på såvel praktiske erfaringer som på forskningsproblemstillinger og -resultater. Konferencen opfordrer derfor til, at der indsendes abtracts til erfaringsbaserede og til teoriudviklende papers. For at sikre en spændvidde i deltagerkredsen og forskningserfaringer, håber vi, at såvel yngre forskere såvel som erfarne forskere indsender abstracts.
Deltagelse i årets konference
Alle danske forskere, rådgivere og ledere med interesse i ledelse inviteres hermed til at indsende et abstract til Mette Vinther Larsen mvl@business.aau.dk senest d. 16. august 2010. Alle abstracts reviewes af et fagligt panel, og forfatterne får besked senest den 30. august om, hvorvidt deres paper er accepteret. Deadline for aflevering af full papers er den 8. november. Bemærk venligst, at det er muligt at deltage i konferencen uden at indsende abstract/paper, og at det er gratis at deltage.
Abstractet skal være på 1-2 sider og skrives i et word-dokument, der sendes som vedhæftet fil. Skrifttypen er Arial, fontstørrelse 11, enkelt linjeafstand og 3 cm margener i top og bund, og 2,5 cm margener i højre og venstre side. Papers skrives fortrinsvis på dansk. |
|